Drøm 1
1.
Det er nat, ikke langt ude i fremtiden. Jeg befinder mig i et rektangulært, vinduesløst rum på ca. fem gange otte meter. Bortset fra tre rørfængestole med brunt betræk og et lille bord ved siden af lænestolene er rummet umøbleret. Møblerne står ikke centralt, men i et hjørne på rummets langside. I rummet står min bror, min mor, hendes kæreste og to fremmede mænd ca. tre meter fra mig. Jeg sidder i en af lænestolene med front mod midten af rummet - overfor mig sidder en ca. 25-årig kvinde med rolige øjne og langt mørkt hår. Vi venter, og det går op for mig, at rummet er et venteværelse. Jeg føler mig alvorlig og rolig.
Kvinden overfor mig taler til mig. Hun siger, at vores rejse snart starter, og at jeg skal gøre mig klar. Jeg genkender hende som en plejadier. Jeg ser hende dybt i øjnene, og vi ved begge, hvad den anden tænker, og hvor rejsen går hen.
Rummet er fyldt med krystallinsk, iriserende lys, der danser og flyder på væggene. Det funkler i alle farver - som juveler. Lyset kommer gennem en åbning til venstre for mig, hvorigennem jeg ikke kan se udad, fordi åbningen er parallel med mig. Lyset føles køligt, selv om det samtidig er varmt, på en måde forårsagtigt og skimrende. Det går op for mig, at de er spejlbillederne fra et lysskib, der er landet udenfor og venter.
Min bror ser på mig med en blanding af genkendelse, tvivl, alvor og frygt og spørger: "Hvad er det for en bil, vi kører i?" I hans stemme ligger erkendelsen af det svar, som han allerede har givet sig selv. Jeg smiler til ham og siger roligt: "Det er ikke en bil, kære Jens". Min bror føler sig bekræftet i sin anerkendende antagelse og sænker hovedet - synligt nervøs, alvorlig og spændt - meditativt anerkendende og eftertænksomt følende.
Kvinden overfor mig ser mig i øjnene og lader mig vide, at det snart er tid. Jeg mærker hendes tanker. Jeg beder hende om at ledsage min familie først, da jeg stadig ønsker at sige farvel til jorden i meditation og bøn. Jeg ved, at turen frem og tilbage - indtil hun henter mig - tager en halv time.
Det er nat, ikke langt ude i fremtiden. Jeg befinder mig i et rektangulært, vinduesløst rum på ca. fem gange otte meter. Bortset fra tre rørfængestole med brunt betræk og et lille bord ved siden af lænestolene er rummet umøbleret. Møblerne står ikke centralt, men i et hjørne på rummets langside. I rummet står min bror, min mor, hendes kæreste og to fremmede mænd ca. tre meter fra mig. Jeg sidder i en af lænestolene med front mod midten af rummet - overfor mig sidder en ca. 25-årig kvinde med rolige øjne og langt mørkt hår. Vi venter, og det går op for mig, at rummet er et venteværelse. Jeg føler mig alvorlig og rolig.Kvinden overfor mig taler til mig. Hun siger, at vores rejse snart starter, og at jeg skal gøre mig klar. Jeg genkender hende som en plejadier. Jeg ser hende dybt i øjnene, og vi ved begge, hvad den anden tænker, og hvor rejsen går hen.Rummet er fyldt med krystallinsk, iriserende lys, der danser og flyder på væggene. Det funkler i alle farver - som juveler. Lyset kommer gennem en åbning til venstre for mig, hvorigennem jeg ikke kan se udad, fordi åbningen er parallel med mig. Lyset føles køligt, selv om det samtidig er varmt, på en måde forårsagtigt og skimrende. Det går op for mig, at de er spejlbillederne fra et lysskib, der er landet udenfor og venter.Min bror ser på mig med en blanding af genkendelse, tvivl, alvor og frygt og spørger: "Hvad er det for en bil, vi kører i?" I hans stemme ligger erkendelsen af det svar, som han allerede har givet sig selv. Jeg smiler til ham og siger roligt: "Det er ikke en bil, kære Jens". Min bror føler sig bekræftet i sin anerkendende antagelse og sænker hovedet - synligt nervøs, alvorlig og spændt - meditativt anerkendende og eftertænksomt følende.Kvinden overfor mig ser mig i øjnene og lader mig vide, at det snart er tid. Jeg mærker hendes tanker. Jeg beder hende om at ledsage min familie først, da jeg stadig ønsker at sige farvel til jorden i meditation og bøn. Jeg ved, at turen frem og tilbage - indtil hun henter mig - tager en halv time.Min familie forlader rummet sammen med de to mænd og kvinden, og de går om bord på lysskibet. Jeg beder og mediterer. Jeg ved, at jeg efter et stykke tid vil vende tilbage til Jorden. Jeg omfavner og elsker jorden med min ånd og i mit hjerte og takker hende. Jeg vågner op.
2.
Jeg befinder mig i stueetagen i et rundt tårn på ca. fem etager. Rummet har en diameter på omkring seks meter. Der er vinduesspalte, der ligner sluser. Rummet er umøbleret, og dets vægge er lavet af hvidgrå beton. Der er ingen billeder på væggene. Jeg er alene på denne etage. Det er lige før skumringen.
Jeg ved, at invasionen er nært forestående. I bygningen - som der er mange af - er der nogle mennesker samlet på de øverste etager. Vi venter på evakueringen.
Jeg løsner mit hårbånd, og håret falder ned over mine skuldre. Jeg er iført en hvid kåbe - svarende til en lang toga. Jeg går en etage op og ser vagter og folk i samme kåbe som jeg har på. Folk her er bange, og jeg føler hjælpeløshed og genkendelse i mig.
Vi danner en cirkel og knæler ned. Vi beder.
Jeg befinder mig i stueetagen i et rundt tårn på omkring fem etager. Rummet har en diameter på omkring seks meter. Der er vinduesspalte, der ligner sluser. Rummet er umøbleret, og dets vægge er lavet af hvidgrå beton. Der er ingen billeder på væggene. Jeg er alene på denne etage. Det er lige før skumringen.Jeg ved, at invasionen er nært forestående. I bygningen - som der er mange af - er der nogle mennesker samlet på de øverste etager. Vi venter på evakueringen.Jeg løsner mit hårbånd, og håret falder ned over mine skuldre. Jeg er iført en hvid kåbe - svarende til en lang toga. Jeg går en etage op og ser vagter og folk i samme kåbe som jeg har på. Folk her er bange, og jeg føler hjælpeløshed og genkendelse i mig.Vi danner en cirkel og knæler ned. Vi beder.Pludselig befinder jeg mig på taget af bygningen. Jeg ser talrige rumskibe og mænd i sorte kampdragter "storme" vores tårn. Jeg føler spænding og genkendelse overalt. Jorden og dens væsener er holdt op med at sove. Jeg beder. Jeg vågner.
