ZEN
Alt liv er flygtigt. Alligevel er eksistensen evig.
Når essensen af vores væsen, vores egentlige sandhed, træder ind i kroppen i form af et åndeligt væsen (Gandharva), opstår denne udtryksform af vores væsen, som vi almindeligvis kalder liv, gennem fødsel. Denne rejse er underlagt visse generelt gældende regler i det materielle univers. Et karakteristisk træk ved vores verden er, at alt liv er forgængeligt. Alt liv på vores erfaringsniveau begynder med fødslen og slutter med døden. I vores erfaring er denne omstændighed umiddelbart smertefuld og finder mangfoldige udtryk i dette. Alt - virkelig alt - liv stræber, forandrer sig, bliver sygt, ældes og går bort - selv om den grundlæggende udødelighed i evigheden på et metafysisk plan forbliver uberørt af dette. Derfor må vi ikke benægte dette udtryk for forgængelighed, men skal snarere være bevidste om, at vi i kraft af vores ånd kan trænge ind i "virkeligheden" for endelig at overvinde den. Nirvana, som symbol på konstans, der ikke længere er underlagt nogen form for forandring, finder efter min mening sted i erkendelsen af det indre centrum og ikke gennem fornægtelse af verdens love. I hvert liv sker der på den ene side modning (i form af øget bevidsthed) og på den anden side forfald. I erkendelsen af disse mekanismer, i følelsen af denne "sandhed" ligger et motiv af grænseløs sindsro. En fredelig erkendelse af mekanismerne i vores "virkelighed" danner grundlaget for at overvinde dem. Dette opnås generelt ved at have tillid til skabelsens orden - som igen er årsag til sindsro. En yderligere konsekvens af kontemplationen af ens egen indlejrethed i kosmos er en gradvist varierende grad af opmærksomhed i oplevelsen af livet på vores niveau. Hvad kan alt dette så betyde for os i praksis?
Vi kan alle med sindsro, fredfyldt og roligt erkende, at vores vandringer er bestanddele af en højere og mere omfattende orden og dermed få umiddelbar gavn af vores daglige erfaringer. Vi kan fortsætte med at indse, at alt liv kommer fra en fælles kilde, og dette kan føre os til tålmodighed og mildhed i vores omgang med hinanden. Ved at erkende disse følelser oplever vi vores indre fred, og må vi forme os til tolerante, venlige og velvillige væsener. Herigennem har vi som regel mulighed for at opleve vores væsen som munter og vi kan opdage glæden ved ligegyldig medfølelse. Ved at anerkende vores fælles oprindelse dannes taknemmelighed i vores bevidste oplevelse og følelser af angst, forladthed og ensomhed overvindes. Selv om vi lejlighedsvis synes at forlade den vej til sandhed, som vi selv har fundet, fører vores engang trufne valg om at beherske vores væsen os altid tilbage til den engang valgte vej. Denne dyd i at anerkende sin egen kontinuerlige forandring er efter min erfaring mere effektiv og indsigtsfuld end blot at følge vores fædres moralske forestillinger (selv om disse som regel er berettigede). Fred opstår mest sandsynligt i os, når vi spørger os selv om de individuelle behov i vores sjæl og derefter følger dem.
At hvile i sit eget indre center betyder at følge individuelle veje og at følge den personligt erkendte sandhed, selv om den ændrer sig i løbet af vores rejse. En praktisk vej, som man kan gå her, ligger i erkendelsen af ens egen forgængelighed. I den buddhistiske lære lægges der stor vægt på den meditative undersøgelse af døden. Denne øvelse kan være meget værdifuld for bevidstheden om forgængelighed, men den ændrer ikke ved den uundgåelige afslutning af ethvert liv på dette niveau.
Hvorvidt vores oplevelser er mere eller mindre smertefulde eller fredelige afhænger i høj grad af vores holdning til tingene. Ånden er herre over vores væsen, og det er op til os, om vi ønsker at gribe fat i skæbnens fingerspidser og omsætte dem i praksis. At blive født, at ældes og at dø er naturlige processer og forhold, og et levet liv er kun én station på vores evige rejse mod uendeligheden.
