

Illusion
Må følgende meditation læses og føles langsomt
Mig og mine er illusioner. Og alligevel indeholder alle sætninger af relevans for os disse ord.
Eksisterer jeg? Eksisterer jeg? Er jeg?
Når jeg ser på mig selv reduceret til min fysikalitet, genkender jeg et eksisterende selv. Men hvis jeg forsøger at se bag det magiske spejl og fokusere min opmærksomhed på det inderste, kan jeg ikke opdage et "jeg". Jeg ser da en substans, som mit inderste væsen er skabt af - men består jeg af denne substans?
Kropsligheden er sjælens hus, sjælens tempel. Det er et køretøj, der gør rejser i den fysiske dimension oplevelsesmæssige. I nutidige termer er det ikke andet end en "datadragt", gennem hvilken vi kan "opfatte" sanseindtryk. Kroppen er altså en form - har den en essens?
HVEM er det, for hvem disse sanseindtryk eksisterer? For "HVEM" er de beregnet til? "HVEM" eller "HVAD" er den, der modtager dem? "HVAD" er det inderste? Hvad er den iboende substans i det, der får os til at opleve, at vi "ER"?
Drømmer jeg mit væsen? Bliver jeg drømt? Af "Hvem"? HVORFOR? HVEM - ER - JEG ?????
Der kan ikke være nogen evighed i forgængelighed. Der kan ikke være nogen forgængelighed i evigheden. Der kan ikke være noget absolut, og der kan heller ikke være noget relativt. Opfattelsen er baseret på fantasi, og fantasien driver i illusionens vind. Erkendelsens magi er ugyldig i lyset af al illusion. Illusion er hverken løgn eller sandhed, men kropsløs. Essensløshed er intet andet end tomhed. Så jeg genkender verden - ved at se, at den ikke eksisterer. Bedrag - livet er bedrag.
Men hvis "livet" er en af de utallige mulige illusioner, er der så en sandhed, der varer ved? Er der en sandhed hinsides al forgængelighed? Kan mit væsen komme ud af det dybe hav af fejl og illusioner?
Intet er SANDHED. SANDHED er INTET. Alt er intet.

