Drøm 2
1.
Jeg er i en stor sal i Indien. Det er aften, og overalt ligger bastmåtter, som munkene har rullet sig sammen for at sove. Alle bærer buddhistiske gule og røde gevandter. Der er helt sikkert mere end 100 munke. Luften er behageligt frisk og ikke krydret. Gennem de mange, brede vinduer uden ruder kan jeg se, at det regner. Jeg genkender en af munkene som den XIV Dalai Lama. Jeg går hen til ham, samler mine hænder, strålende af glæde, til den traditionelle tibetanske hilsen og råber venligt og glædeligt: "Du-la Bab!". Dalai Lama gør et meget vredt ansigt og kalder mig: "Dit fjols! Hvor er du dum!" Jeg bliver påvirket og går ind i mig selv. Jeg vågner op.
2.
Det er eftermiddag. Jeg er på vej med mine studiekammerater til en lille, åben grillhytte på et bjerg i Hessen. I hytten sidder den XIV Dalai Lama, Tenzin Gyatso. En af mine venner siger blot "Hej", og jeg siger til ham: Jeg siger til ham: "Nej, hør her, det er sådan her, det foregår", og jeg samler mine hænder til den tibetanske hilsen og bukker dybt. Dalai Lama ser ikke helt så vredt på mig som i drøm 1, men siger alligevel: "Nu er det nok. Ikke på denne måde." Jeg er ikke helt så bekymret.
Jeg er i Egypten. Vi går gennem ørkenen i det nedre Egypten. Jeg er sammen med en ven, og der er en masse mennesker, der går bag os. Det er en solrig sommerdag. Det sner. Jeg råber: "Se - sne i Egypten!" Vi griner og kaster snebolde efter hinanden. Pludselig er vi på en egyptisk politistation, og en venlig tysk anklager sidder over for mig. Jeg griner og siger: Jeg griner og siger: "Vi har bestemt meget at fortælle hinanden!" Han smiler gennem sine briller med sjove og alvorlige øjne og siger: "Ja, det synes jeg også ..." Jeg vågner.
3.
Jeg befinder mig i en svagt oplyst stue. Det er nat. Der brænder nogle stearinlys på en kommode. Midt på kommoden står et fjernsyn. Pludselig tændes fjernsynet, og en bronzestatue af Gautama Buddha vises på det. Jeg samler mine hænder glædeligt og ærbødigt som en hilsen og siger "Hellig!" Pludselig sidder jeg på en sofa på den modsatte væg af kommoden. Ved siden af mig, også på sofaen, sidder en ca. 25-årig mand med nikkel-rande briller og mørkt, mellemlangt hår. Han har fine træk og taler på det tysk, som 25-årige normalt taler - frit, løst og uhæmmet. Så genkender jeg ham: Gautama sidder foran mig. Han taler til mig i en jovial og afslappet tone, at jeg ikke skal bekymre mig, og at jeg helt sikkert vil "klare" det, jeg har sat mig for at gøre. Jeg er forbløffet over hans relativt "normale" verdensmenneskelighed. Jeg er meget glad for dette møde. Jeg vågner op.
4.
Jeg befinder mig i rummet. Stjernerne funkler overalt. Jeg rejser i min krop uden en rumdragt. Jeg føler mig varm, sikker og tryg. Jeg nyder universet. Pludselig befinder jeg mig på en planet. Jeg ser en gold isørken, omkranset af takkede bjergkæder på min venstre side. Jeg er stadig ikke iført en rumdragt, men jeg befinder mig i min fysiske krop. Jeg befinder mig på Saturn. En engel er sammen med mig - i jeans og T-shirt. Jeg hilser på ham med stor glæde, da jeg har kendt ham i lang tid. Han og jeg smiler. Han siger, at vi kan gå ind i hulen ovre i bjergene og gøre det behageligt for os selv. Vi befinder os i en is/stenhule. Rummet er uregelmæssigt formet med glatte, hvidlige vægge. Midt i rummet står et sofabord og rundt om det de velkendte brune stofbetrukne lænestole. Vi er omkring otte personer. Jeg finder det helt normalt at være på Saturn og ikke have brug for en rumdragt. Jeg er ikke overrasket over situationen. Vi smiler alle mere, end vi taler. Jeg vågner op.
