

Buddhisme
1.
Gautama Buddha lærer, at livet er skabt i afhængighed. Hvis det er tilfældet, ser vi på et træ. Ønsket - og indsatsen for at gøre dette ønske til virkelighed - gør det muligt for frøet at vokse og blomstre, indtil det blomstrer fuldt ud. Buddha lærer, at dette ønske, disse drivkræfter, er født ud af uvidenhed. Og han lærer, at denne uvidenhed er oprindelsen til alt liv. Ud fra den opstår alle andre efterfølgende årsager (som igen er virkninger), indtil livet går over igen. Kæden af "fremkomst i afhængighed" (pratitya-samutpada, Sanscrit) kan igen anvendes på alt liv; den gælder ikke kun for den menneskelige eksistens. Men hvis man går tilbage til denne kædes oprindelse, til ikke-viden, kan man stille sig selv det spørgsmål, hvorfra igen denne kæde opstår. Gautama Buddha lærer andetsteds, at det menneskelige sind ikke er i stand til at forestille sig en endelig årsagsløs årsag (her kan man spørge, om en konsekvens uden konsekvenser også er utænkelig), men han siger ikke, at denne endelige årsagsløse årsag ikke eksisterer. Kun vores fantasi er for begrænset til at opfatte den eller til at skabe den i vores sind. Nå, men jeg tror, at navnet på denne sidste årsagsløse årsag, den alt-i-en årsag, er Gud.
2.
Vi væsener, som er skabelsen, finder fred gennem tolerancens praktiske vej. Mahatma Gandhis vej til ikke-vold (ahimsa) betyder for mig ikke, at man uden samvittighedsundersøgelse gør en andens mening til sin egen, men at man - tro mod Buddhas ord om den rette opfattelse - søger anerkendelse i sig selv. En anden kan erkende en anden sandhed end os selv; her dikterer principperne om tolerance og velgørenhed, at vi bør stræbe efter at dele uden at dominere, dvs. ikke at dominere den anden, men snarere at forsøge at overbevise ham eller hende om at vælge kærlighedens vej. Men hvad er kærlighedens vej?
Vi væsener, som er skabelsen, finder fred gennem tolerancens praktiske vej. Mahatma Gandhis vej til ikke-vold (ahimsa) betyder for mig ikke, at man uden samvittighedsundersøgelse gør en andens mening til sin egen, men at man - i overensstemmelse med Buddhas ord om den rette opfattelse - søger anerkendelse i sig selv. En anden kan erkende en anden sandhed end os selv; her dikterer principperne om tolerance og velgørenhed, at vi bør stræbe efter at dele uden at dominere, dvs. ikke at dominere den anden, men snarere at forsøge at overbevise ham eller hende om at vælge kærlighedens vej. Men hvad er kærlighedens vej?Den praktiske måde at leve kærligheden på er at placere sig selv blandt de andre. Dette indebærer ikke at overdrive den anden, men snarere at erkende, at ens egen erkendelse altid er en begrænset erkendelse - som Gandhi gav sin selvbiografi navnet: Eksperimenter med sandheden. Vi kan være frie i vores bestræbelser på at eksperimentere med sandheden og ikke tage vores mellemtrin eller resultater for sandheden i sig selv.

3.
Gennem mindfulness i det små, dvs. gennem mindfulness af de ting, der sker for dig i nuet, gennem kognitionens gave, som er formet af følelser og ratio, bliver du i stand til at gøre fremtidig adfærd mere behagelig for Gud, idet du tager hensyn til det, du har lært i nuet. Dette er en mulig læringsproces. Så den formodede "fejl" i nuet er altså omsorg for fremtiden. Dette virker imidlertid kun, når man anvender det buddhistiske motiv af mindfulness. Mindfulness er blot et andet ord for det menneskelige sinds tilknytning til det her og nu. Sindets her og nu indebærer - som et motiv for mindfulness - tanken om skærpet bevidsthed. Målet med denne kontemplation er erkendelsen af "jeg er".

