

To munke.
Hej mine kære :-)
Jeg har allerede postet følgende lignelse om de to munke i det gamle Ånder-forum. Men da jeg i dag igen oplever, hvor værdifuldt det er at lade tankerne dvæle i *her og nu*, at blive samlet op, lægger jeg fortællingen her....
Kærlighed fra mit hjerte,
brah
To buddhistiske munke vandrede engang i stilhed i fortidens Indien. Det var monsuntid, og vejene var grusede.
Ved et vejkryds mødte de en høj dame i en smuk kjole. Vejen var oversvømmet og mudret, og damen stod stille og undrede sig over, hvordan hun skulle komme fra den ene side til den anden.
Så tog den ene af de to munke, den ældre, uden videre damen i sine arme og bar hende - lydløst - over på den anden side af vejen.
Der forlod han hende igen, og de to munke gik videre i stilhed.
Da de om aftenen nåede frem til klosteret efter at have mediteret i lang tid, spurgte den yngre munk den ældre:
Vi munke må vel ikke engang se på en kvinde og slet ikke røre hende? Hvorfor tog du hende så med over på den anden side af vejen?
Så smilede den anden og sagde:
Jeg tog hende kun med til den anden side af vejen, hvorfor bærer du hende stadig?.

